Om instrumentalmusik
Instrumentalmusik er musik, der er skrevet for instrumenter, modsat vokalmusik hvor der synges med eller uden instrumental ledsagelse. Betegnelsen instrumentalmusik anvendes især om musik fra den klassiske tradition. Det dækker bredt over såvel musik for soloinstrumenter som musik for mindre ensembler, også kaldet kammermusik, til symfonisk musik for store orkestre. I den europæiske musikkultur er instrumentalmusikken afledt af vokalmusikken. I middelalderen anvendte man musikinstrumenter til at støtte og akkompagnere sangen, og helt indtil slutningen af 1700 tallet blev instrumentalmusikken betragtet som underordnet vokalmusikken. Men siden da har den haft en central og selvstændig plads i musikkens udvikling.
Dolcissimo og Allegro con brio er to meget forskellige eksempler på instrumentalmusik. Begge eksempler kan betegnes som "moderne kammermusik", da det er musik for mindre ensembler.
Anders Koppel (f. 1947) er udover at være komponist også udøvende musiker. Han har gennem sit liv spillet både, jazz, klassisk og folkemusik, og spillede klaver som barn sammen med sin far, komponisten Herman D. Koppel og senere klarinet og orgel.
I sin musik forener han disse forskellige genrer i et nutidigt tonesprog. Anders Koppel har komponeret musik til omkring 200 film, teaterforestillinger og balletter, både klassisk musik og latinamerikanske stilarter som tango, samba og cubansk musik. Du kan læse om komponisten i Komponistbasen
Bent Sørensen (f. 1958) er klassisk komponist. Hans måde at komponere på er moderne, og på samme tid synes musikken gennemstrømmet af minder og ældgamle drømme. Melankoli er en følelse, der er tæt forbundet med Bent Sørensens musik. Han lader sig inspirere af arkitektur, digte, billedkunst eller konkrete steder såsom kirkeklokker fra en gammel landsbykirke, en kirkegård der er ved at blive opslugt af havet, naturens forgængelighed, men også af musikerne han skriver musikken til. Du kan læse om komponisten i Komponistbasen.
Om satsen Allegro con brio
Satsen Allegro con brio er fra værket Kvintet for mezzosaxofon og strygekvartet. (2008).
Allegro con brio er 1. sats i værket, der har tre satser. En Allegro er en hurtig sats og con brio betyder "med vitalitet, liv" eller "ånd".
Om satsen Dolcissimo
Satsen Dolcissimo er fra værket Phantasmagoria (2006-2007). Den er skrevet for violin, cello og klaver. Dolcissimo er 3. sats i værket, der har fire satser. Dolcissimo kommer af det italienske ord dolce, der betyder "blidt". Dolcissimo betyder "meget blidt".
Hvad er en komponist?
Ordet komponist kommer af latin Componere, der betyder "at sætte sammen". En komponist skaber musik ved at sætte bl.a. toner, lyde, rytmer og instrumenter sammen.