Konceptuel musik > Simon Steen-Andersen > Musikforståelse > lærerside
Musikforståelse

Simon Steen-Andersen musikforståelse lærerside

OM ELEVOPGAVEN

Eleverne skal få en forståelse af konceptet i Run Time Error. De skal indledningsvis se filmen igen og finde de to steder i filmen, hvor der er ”error”- en ”tidsfejl.” Derefter skal de i et uddrag af filmen registrere, hvilke ting der bruges som lydkilde i værket og hvordan de bruges. Til sidst laves der en øvelse live, hvor eleverne skal gennemskue nogle ideer, der er en del af Simon Steen-Andersens koncept.

Eleverne genser filmklip 2: Run Time Error, filmklip 4: Et kort uddrag af Run Time Error og filmklip 5: Simon Steen-Andersen fortæller om konceptet

FORSLAG TIL FREMGANGSMÅDE

  • Introduktion
    • Fortæl eleverne at Simon Steen-Andersen laver konceptuel musik. Begrebet koncept dækker over værkets ide/ideer. Konceptuel musik indeholder tit andet og mere end blot musikken. Der er ofte også andet end traditionelle musikinstrumenter med i værket. I Run Time Error er der ingen traditionelle instrumenter med. Konceptet er at komponisten kun bruger lyde han finder i bygningen, hvor koncerten skal finde sted. På den måde er det et nyt værk hver gang det skal opføres.
       
    • Fortæl at I skal se nærmere på ideerne i Run Time Error og få en forståelse af konceptet
       
    • Fortæl at eleverne indledningsvist skal finde ud af, hvor der er ”error” i værket 
  • Elevopgave 1: Hvor er der ”error” i Run Time Error?
    • Tal igen med eleverne om titlen på værket, som Simon Steen-Andersen fortalte om i filmklip 3. Fortæl at der er to steder, hvor der er ”error” - en ”tidsfejl” i værket, hvilket betyder, at der er noget, der ikke ville kunne lade sig gøre i virkeligheden
       
    • Print elevside 1, del den ud. Dan grupper og introducér opgaven. Alternativt kan denne opgave laves som en klasseopgave
       
    • Vis filmklip 2 igen og lad eleverne aflæse minut og sek., hvor tidsfejlene begynder
       
    • Svar: De to ”error”-steder begynder 5.04 og 6.16
  • Elevopgave 2: Hvilke ting bruges som lydkilde? Hvordan?
    • Introducér at eleverne skal nærstudere et uddrag af Run Time Error og registrere, hvilke ting der bruges som lydkilde og hvordan
       
    • Print elevside 2, del den ud og gennemgå opgaven
       
    • Lad eleverne arbejde med opgaven, mens filmklip 4 vises gentagne gange. (stop evt. filmen med små mellemrum, så de får tid til at skrive deres registreringer)
       

    Vis filmklip 4: Et uddrag af Run Time Error
     

    • Lav en opsamling i klassen på elevernes registreringer
  • Forslag til øvelse ved musikskolelæreren: Find konceptet
    • Introducér, at eleverne som en øvelse, skal se nogle små miniature forløb, som overholder nogle centrale elementer i Simon Steen-Andersens koncept. Sig at eleverne skal prøve at formulere konceptet og sige: Konceptet er, at du…
       
    • Overhold følgende regler i konceptet
      • Brug kun ting i lokalet (i bygningen)
         
      • Brug dem på utraditionelle måder, så de bliver til en lydkilde
         
      • Brug dele af selve bygningen som en lydkilde
         
      • Bevæg dig gennem lokalet og lav lydene
         
      • Undgå pauser
         
    • Find sammen med eleverne frem til de fem punkter ovenfor, som er en del af  konceptet i Run Time Error. Skriv punkterne op på en tavle
       
    • Introducér at eleverne skal se og høre Simon Steen-Andersen fortælle om konceptet, og at de skal være opmærksomme på, hvad han fortæller ud over det I allerede har fundet frem til
       

    Vis filmklip 5: Simon Steen-Andersen fortæller om konceptet
     

    • Lav en opsamling på det Simon Steen-Andersen fortæller om konceptet. Det nye han fortæller er at
      • Han ønsker at udfordre sig selv – hvordan?
         
      • Lydene skal hænge sammen
         
      • Hans bane går gennem bygningen og slutter, hvor den begynder
         
      • Han får forløbet filmet, så det (også) er sjovt at se på
         
    • Fortæl eleverne, at de selv skal prøve at lave en Run Time komposition i musikalsk skaben

     

  • Forslag til evalueringsspørgsmål sammen med eleverne
    • Hvad betyder koncept?
       
    • Hvad har vi lært om konceptuel musik?
       
    • Hvad har vi lært om konceptet i Run Time Error?