Om værket Run Time Error

Run Time Error er et konceptuelt værk for bygning og interiør i Den Frie Udstillingsbygning i København (2016).

Konceptet er, at komponisten kun bruger lyde, han finder i bygningen, hvor koncerten skal finde sted. På den måde bliver Run Time Error et nyt værk hver gang det skal opføres.
Værket består af en bane igennem bygningen, der slutter hvor den begynder. På banen har Simon Steen-Andersen lavet en opstilling af ting, som han har fundet i bygningen. I sin performance bevæger han sig selv gennem bygningen, mens han spiller både på selve bygningen og på tingene i opstillingen. Disse bliver værkets instrumenter. Tingene bevæger sig imidlertid også som f.eks. en rullende bold eller en stol, der glider gennem rummet. Der er ingen pauser, lyde og bevægelser afløser kontinuerligt hinanden. Lydene indfanges af hans håndholdte mikrofon og den visuelle del indfanges af et kamera.

Ved live-opførelser af Run Time Error opførrer Simon Steen- Andersen sit værk ved hjælp af to joysticks, hvor hvert joystick kontrollerer et videospor af Run Time Error. Her manipulerer han med både tempo og afspilningsretning i et slags to-stemmigt forløb.

Titlen Run Time Error refererer til, at Simon Steen-Andersen løber gennem både musikken og rummene. Time og Error refererer til de ”tidsfejl” der sker, når han i sine koncertopførelser manipulerer med tiden via sine joysticks, så det der fremstår ikke ville kunne finde sted i virkeligheden.