Elektronisk musik > Birgitte Alsted > Musikalsk skaben > lærerside
Musikalsk skaben

 

Birgitte Alsted musikalsk skaben lærerside

OM ELEVOPGAVEN
Eleverne skal være musikalsk skabende og prøve at arbejde ligesom Birgitte Alsted. De skal lade sig inspirere af en skulptur, der hedder Gøgeungen, der er lavet af Gunnar Westman. Med udgangspunkt i den historie, der knytter sig til skulpturen, skal de gruppevis skabe en komposition, hvor de bruger deres egne stemmer, reallyde og instrumentlyde. De skal indspille kompositionen på hver sin Ipad. Derefter skal de individuelt bearbejde deres komposition på forskellige måder, som de lærer gennem små instruktionsvideoer.  Denne opgave laves i programmet Garageband, så den henvender sig til de skoler, der arbejder med Ipads.  
Eleverne ser filmklip 5: Birgitte Alsted inspirerer til opgaven 

 

FORSLAG TIL FREMGANGSMÅDE

  • Introduktion

     

    • Vis elevside 1 på smartboard og fortæl eleverne, at de skal prøve at arbejde ligesom komponisten Birgitte Alsted. De skal skabe et stykke elektronisk musik med udgangspunkt i en skulptur. Skulpturen de skal arbejde ud fra hedder Gøgeungen og er lavet af kunstneren Gunnar Westman.
       
    • Læs teksten om gøgen og dens unger sammen med eleverne. Tal med eleverne om skulpturen og om det særlige ved gøgens måde at få opfostret sine unger på
       
    • Lad eleverne se Birgitte Alsted inspirere til opgaven

     

    Vis filmklip 5: Birgitte Alsted inspirerer til opgaven
     

    • Tal med eleverne om noget af det Birgitte Alsted fortæller, bl.a.
       
      • De kan bruge deres stemmer til at sige ”kuk-kuk” på mange forskellige måder
         
      • De kan lave en samtale mellem gøgene
         
      • De kan bruge naturlyde som baggrund – fortæl at dem kan man både lave med egne stemmer og/eller med instrumenter
         
      • Ungen der spiser og bliver større
  • Elevopgave: Skab en komposition med titlen Gøgeungen

    Gennemgå opgaven på elevside 2 og de forskellige afsnit, der skal være i kompositionen. Tal med eleverne om forskellige ideer til at bruge deres egne stemmer, til at anvende reallyde/efterligninger af reallyde og til at anvende instrumenter:

    • Hvordan kan de bruge deres egne stemmer?
      • Gøgemor flyver rundt og leder efter en rede. Hvordan lyder det? Gøgen ”snakker” måske med nogle andre gøge mv.  Fortæl at de godt må sige enkelte ord, men ikke sætninger. De kan efterligne naturlyde af vindens susen mv. med egne stemmer. Et æg der klækkes kan også efterlignes med nogle mund- og halslyde.

     

    • Hvordan kan de bruge reallyde? Fortæl at reallyd er lyd, der ikke stammer fra musikinstrumenter
      • Det kan være rigtige lyde (f.eks. lyden af en æggeskal der knækker). Det kan også være lyde, som eleverne selv laver, der efterligner reallyde. (F.eks. kan man efterligne en fugls vingeslag ved at blafre med et stykke papir).
         
    • Hvordan kan de bruge musikinstrumenter?
      • Tal med eleverne om ideer til hvordan de kan bruge musikskolelæreren i deres komposition. Musikskolelæreren kan inspirere ved at vise nogle muligheder på sit instrument til de forskellige afsnit (spil f.eks.  ”ægget der klækkes” og en stemningsfuld afslutning på hele historien)
        Eleverne kan selv  spille f.eks. ”kuk-kuk” på en fløjte eller slå på en tromme, når gøgen smider de andre unger ud af reden. Man kan også bruge instrumenter til at skabe stemning, f.eks. spille på et klokkespil, når gøgemor lægger et æg i en anden fugls rede – det kan f.eks. vise, at gøgen er glad
         
    • Tal med eleverne om, hvordan de skal tage notater til deres komposition
       
    • Fortæl, at når de har lavet deres komposition i grupper, så skal den efterfølgende optages på hver deres Ipad. Derefter skal de individuelt bearbejde lyden i kompositionen, så de hver især skaber deres helt eget stykke elektroniske musik
        
    • Inddel eleverne i grupper med 3-4 elever
       
    • Giv hver gruppe et begrænset antal instrumenter f.eks. klokkespil, xylofon, fløjte og en lille tromme
       
    • Lad eleverne arbejde med deres komposition. Giv dem god tid

     

    Optagelse og bearbejdning af elevernes kompositioner

     

    • Lad eleverne downloade Garageband til deres Ipad.  www.garageband.com
       
    • Vis instruktionsvideo 1 Optag lyd og musik i programmet Garageband på elevside 3. Se den evt. flere gange på smartboard
       
    • Optag elevernes kompositioner gruppevis sammen med musikskolelæreren, så hvert gruppemedlem på samme tid får den indspillet på sin Ipad

     

    • Vis på smartboard, hvordan eleverne finder frem til instruktionsvideoer om  bearbejdning af lyden i deres komposition på elevside 3
       
    • Lad dem se filmklip 2 med instruktionsvideoen  - klip, klister og komponér. De kan evt. se den gentagne gange
       
    • Lad dem individuelt anvende den viden de har fået fra instruktionsvideo 2 på deres komposition
         
    • Lad dem bruge nogle af de effekter, der er vist i instruktionsvideoerne 3-6. Lav evt. en begrænsning på hvor mange forskellige effekter, de må bruge

     

    • Afspil nogle af elevernes kompositioner via smartboard og tal om dem
       
      • Hvordan kan man høre, hvad kompositionen handler om?
         
      • Kunne man tydeligt høre de forskellige afsnit?
         
      • Hvilke gode ideer var der?
         
      • Hvordan indgik musikskolelæreren?
         
      • Hvilke typer bearbejdning af lyden var brugt?
         
      • Lad eleverne selv fortælle om deres valg og ideer i kompositionen

     

     

  • Forslag til evalueringsspørgsmål sammen med eleverne
    • Hvad har vi lært om at skabe elektronisk musik? 
       
    • Hvad har vi lært om at bearbejde lyde?
       
    • Hvad har vi lært om, hvordan de forskellige bearbejdninger virker?
       
    • Har vi lært andet?