Om værket Elefanthjerte
Elefanthjerte er komponeret for det hjemmebyggede akustiske instrument Vandrende pind (2010).
Instrumentet består af et transportbånd med nogle små farvede træplader med et hul i midten. I hullerne placeres nogle marmorkugler, og når kuglerne når enden af båndet falder de ned på en klangstav/et metalrør og tonen klinger.
Instrumentet kræver tre musikere/performere: en tempospiller som kører båndet, en rytme-spiller som placerer kuglerne på båndet og en klang-spiller, der vender klangstavene, så hver marmorkugle falder ned og laver den lyd, der er angivet i partituret.
Lars Kynde fortæller, at værket hedder Elefanthjerte, fordi der er en rytmisk puls som gentager sig i et langsomt tempo, som et hjerteslag og fordi værket går i elefantens hjertetempo fra hvilepuls til løbepuls. Efter den langsomme begyndelse føder den ene puls den anden netop som et hjerte, der skiftevis udvider sig og trækker sig sammen.
Instrument, komposition og notation er tæt forbundet. Udover at opfinde sit eget instrument, så har Lars Kynde også opfundet sit eget notationssystem til Elefanthjerte. I stedet for noder har han lavet et partitur med farver, der svarer til pladerne på båndet. I partituret angives, hvor kuglerne skal lægges på båndet og hvilken klangstav/metalrør kuglen skal ramme. Der er senere bygget videre på instrumentet og bl.a. blevet tilføjet elektrisk forstærkning på.
Se lars Kynde partitur til Elefanthjerte her Elefanthjerte.pdf